Matias Orheim var ein norsk lekpredikant og salmediktar, kjend som ein av dei store folketalarane og mest folkekjære song- og salmediktarane i lekmannsrørsla tidleg på 1900-talet.
Orheim var ivrig i den frilynte ungdomsrørsla som ungdom. Som 15-åring fekk han ei åndeleg oppvekking under eit pinsestemne. Same hausten fór han til Nordfjordeid for å gå på fylkesskulen, og han drøymde om å studere teologi. Men synet skranta, og han kunne ikkje fullføre skulen. Allereie 32 år gamal miste han gangsynet, men det stoppa han ikkje.
Orheim verka som predikant resten av livet, og han vitja alle prestegjeld i landet, utanom dei aller nordlegaste i Finnmark. Han var forkynnar i Nordfjord og Sunnfjord i åra 1903–1905, så i Kristiania Indremisjon i 1905–1907. Etter det reiste han som forkynnar og talar som tilsett i Det Vestlandske Indremisjonsforbund frå 1907 til 1921, og for Norges Kristelige Ungdomsforbund frå 1921 til 1944. Han heldt fram med å reise også etter at han vart pensjonist. Orheim var òg gardbrukar og dreiv farsgarden, med god hjelp frå kona og borna i åra 1916–1939.
Han skreiv om lag 1000 dikt og sette tone til fleire av dei, i tillegg til ei rad med romanar. Den første diktsamlinga hans, Heimlokk, kom allereie i 1903 og vart seld i eineståande 65 000 eksemplar. I 1953 vart Orheim heidra med Kongens fortenestemedalje i gull.
Kommentarar
Kommentarar til artikkelen blir synleg for alle. Ikkje skriv inn sensitive opplysningar, for eksempel helseopplysningar. Fagansvarleg eller redaktør svarar når dei kan. Det kan ta tid før du får svar.
Du må være logga inn for å kommentere.